Forskellighed og mangfoldighed er centrale kulturpolitiske værdier, som kommer til udtryk i en lang række forenings- og kulturtilbud, aktiviteter og projekter.
Visionen er, at kultur og fritid skal give indlevelse – udfoldelse og oplevelse i krop og sjæl, og at borgerne inddrages og er med, når beslutninger tages.
Mål
Det er kommunalbestyrelsens mål at:
- Fortsætte kommunens traditioner for at støtte og styrke et robust og mangfoldigt foreningsliv.
- Tilgængelighed til naturen for besøgende styrkes ved hjælp af stier, opholdssteder, parkeringsfaciliteter og formidling.
- Understøtte initiativer, der går nye veje, når kulturaktiviteter skal udvikles og alliancer indgås.
Redegørelse
Kommunalbestyrelsen forventes at vedtage i foråret 2021 en kultur, fritid, turisme og landdistriktspolitik. Kultur, fritid, turisme og landdistriktspolitikken er en fælles referenceramme, der omsætter kommunens vision samt plan- og udviklingsstrategien ved at udpege retningslinjer og værdier for Kultur- og fritidsudvalgets område. Politikken samler og styrker samspillet mellem områdets strategier og understøtter politikker bredt i kommunen.
Strategierne i denne politik skaber stort mulighedsrum for de kommende handleplaner. De skal engagere bredt og samtidig supplere kommunens prioriterede indsatser med at fremme vækst og forbindelser internt og eksternt i Norddjurs. Politikken er udgangspunkt for strategier for henholdsvis kunst og kultur, idræt og fritid, turisme, købstad samt landdistrikter.
Større centrale tilbud som idrætscentre og kulturhuse placeres således i Grenaa og Auning, mens de øvrige byer og landsbyer tilgodeses med mindre idrætsfaciliteter og samlingssteder. Norddjurs Biblioteker har hovedafdelingen i Grenaa og opererer desuden med tre lokalbiblioteker i Auning, Ørum og Ørsted.
En række markante huse er omdrejningspunkter for oplevelse og udfoldelse, når det gælder musik, kunst, teater, idræt, udstilling, formidling og læring, ligesom der er museer, der formidler historie og kulturarv.
Foreningerne er grundlaget for fritids- og idrætsaktiviteter i næsten alle døgnets 24 timer.
Der er en bred vifte af tilbud til kommunens borgere, så de fleste ønsker om aktiviteter kan opfyldes.
Samvirker på idræts-, spejder-, arkiv-, aftenskole- og kulturområdet er væsentlige samarbejdspartnere for kommunen.
Byrum og grønne områder udvikles til møde- og aktivitetssteder. Norddjurs Kommune sikrer mulighed for aktivitet, kreativitet og bevægelse ved at skabe byrum i forbindelse med etablering af nye boligområder. Der sikres samtidig en bedre udnyttelse af eksisterende byrum og grønne områder med henblik på at skabe rammer og plads til udfoldelse. Dette medvirker samtidig til at skabe uforpligtende socialt samvær.
Initiativer i planperioden
-
Anlæg og planer skal udover den praktiske anvendelse og funktion også tilpasses omgivende natur, kultur- eller bymiljøer, samt indbyde til bevægelse, aktivitet og bidrage til oplevelser.
-
Norddjurs Kommune vil sikre udvikling af mødesteder til fritids- og kulturformål i byer og landsbyer, samt oplevelser i landskabet. Bygninger og det åbne rum skal invitere til fællesskab og bevægelse. Der skabes inspirerende betingelser for et øget aktivitetsniveau. Der er fokus på formidling og markedsføring af oplevelsesmuligheder indenfor kultur og fritid.
-
Tilgængelighed mellem landsbyer, byer og oplevelser med cykel/vandrestier indtænkes, når der planlægges infrastruktur. Adgang til parkeringsforhold ved strande, attraktioner og events, planlægges, som de er fleksible i forhold til den meget forskellige belastning i løbet af året.