Kommunens kystlinje er 114 km lang. Det inkluderer kystlinjen langs Randers Fjord og kystlinjen omkring Anholt. En stor del af disse kyststrækninger er beriget med flotte badestrande med god badevandskvalitet og har som hovedregel "Blå Flag".
Mål
Det er kommunalbestyrelsens mål at:
- Sikre gode badestrande, som kan opfylde kriterier for tildeling af Blå Flag.
- Sikre rene og indbydende strande
- Sikre nem adgang til alle strande
Redegørelse
Når en strand bliver belønnet med Blå Flag, skal en række kriterier være opfyldt. Det er for eksempel badevandskvaliteten, toiletforhold, nødhjælpsforanstaltninger, adgangsforhold også for handicappede, skiltning, rengøring af både strand og faciliteter, parkeringsmuligheder og afholdelse af arrangementer, der refererer til naturen og miljøet omkring strandene. Badevandskvaliteten sikres blandt andet ved at sørge for, at der ikke sker spildevandsudledning til badestrandene. Offentligheden har adgang til alle strande. Alle offentlige toriletter ved strandene er handicapvenlige.
I Norddjurs Kommune er der 9 offentlige badestrande:
- St. Sjørup Strand ligger umiddelbart nord for sommerhusområdet. Adgang til badestranden sker gennem ”Paradiset”, som er et smukt indhegnet naturområde med smukke landskabsformer.
- Lystrup Strand ligger i forbindelse med sommerhusområdet. Der er mulighed for at parkere på græsarealet helt tæt ved stranden. Lystrup Strand er et velbesøgt udflugtsmål særlig på grund af de gode adgangsforhold.
- Rygårde Strand er et offentligt ejet strandområde. Her er badestrand af høj kvalitet og gode parkeringsmuligheder. Der er mulighed for ophold både på den flotte sandstrand og på græsarealerne i forbindelse hermed. Her er handicapvenlig adgang til stranden.
- Skovgårde Strand ligger i forbindelse med sommerhusområdet. Parkeringspladsen ligger cirka 200 m fra stranden. Der er adgang til stranden via en sti og en trappe.
- Fjellerup Strand ligger i forbindelse med kommunens største sommerhusområde. Fjellerup Strand er velbesøgt. Her er en flot, langstrakt badestrand og gode faciliteter i form af både indkøbsmuligheder, camping, handicapvenlig adgang og store parkeringspladser i gåafstand fra stranden. Der er Blå Flag-station ved Fjellerup Strand, hvor der afholdes en række formidlingsaktiviteter med relation til natur og havmiljø.
- Bønnerup Strand ligger i forbindelse med både havnemiljøet og sommerhusområdet. Her er god badestrand med opholdsmuligheder og gode faciliteter i form af indkøbsmuligheder, parkering og toiletforhold.
- Gjerrild Nordstrand ligger på det nordøstligste punkt af Djursland i forbindelse med sommerhusområdet. Her er gode adgangsforhold og en fin sandstrand.
- Grenaa Strand strækker sig fra lystbådehavnen og mod syd til Katholm Skov. Badestranden er i umiddelbar tilknytning til by, sommerhusområde og campingplads. Der er cirka 3 km fra centrum af Grenaa by til Grenaa Strand, som er en af Danmarks fineste badestrande. Her er alle faciliteter til stede suppleret med livredder og handicapvenlig adgang helt til vandkant.
- Anholt har en af Danmarks flotteste badestrande. Vesterstrand, også kaldet Havnestrand, har med Sailorhouse som nærmeste nabo gode faciliteter og det fineste badevand. Badestranden er meget besøgt i sommerferieperioden, men ellers byder den på ro og stilhed.