Økologiske forbindelseslinjer

Statisk kort

Retningslinjer

  1. I de økologiske forbindelser skal ubrudte og uforstyrrede natursammenhænge bevares og om muligt forbedres.
  2. Økologiske forbindelser skal søges friholdt for byudvikling, tekniske anlæg og lignende. Hvor anlæg af nye veje og jernbaner skærer økologiske forbindelser, skal anlæggene indrettes med passende faunapassager, så plante- og dyrelivets spredningsmuligheder opretholdes.
  3. Ved væsentlige eksisterende spærringer i spredningskorridorer skal der sikres pas-sagemulighed. Dette gøres normalt ved anlægning af faunapassager eller lignende.
  4. Vandløb skal, som økologisk forbindelse for insekter og andre vandlevende organismer, holdes fri for store og mindre spærringer, hvis disse afholder dyrene fra at spredes.
  5. I de økologiske forbindelseslinjer karakteristiske landskabelige karaktertræk skal bevares.

Redegørelse

Den landbrugs- og skovbrugsmæssige udnyttelse, vejanlæg, sommerhus- og byudvikling reducerer og opsplitter naturen og forringer dyrs og planters spredningsmuligheder. Hensigten med at udpege økologiske forbindelser, også kaldt spredningskorridorer, er at skabe og opretholde gode, ubrudte og så vidt muligt uforstyrrede natursammenhænge uden væsentlige spærringer for dyre- og planteliv. Udpegningerne er uden forpligtigelser for lodsejere.

Indenfor de kortlagte økologiske forbindelser er der en stor tæthed af forskellige naturtyper. Tætheden muliggør en spredning af naturtype-typiske arter imellem områderne.

Udpegningen for Økologiske forbindelser forbinder følgende områder:

  • Vandhulsområder, hvor tætheden af vandhuller er stor og muliggør en spredning af naturtype-typiske arter imellem områderne.
  • Tørbundskorridorer (overdrev, heder, klitområder m.v.)
  • Våde korridorer (vandløb, moser m.v.)
  • Strandengskorridorer
  • Skovkorridorer (områder med lang kontinuitet som skov)

De økologiske forbindelser er således arealer, der skaber en sammenhæng mellem naturområder, der i dag er værdifuld og bevaringsværdigt natur. Listen ovenfor ikke udtømmende, og kan være alt fra gamle og nye læhegn, vandløb, lysåbne skovstykker, vandløb til private haver, grønne fællesarealer og meget andet. Dyr og planter spreder sig med stor sandsynlighed også ad andre veje end de kommunalt udpegede.

Spærringer hindrer udvekslingen af arter, hvorfor det tilstræbes at minimere dem i de økologiske forbindelse. Ved byggeri af nye veje på tværs af de økologiske forbindelseslinjer, skal der etableres passende faunapassager. Ved vedligeholdelse og udvidelse af eksisterende veje skal det vurderes, om muligheder for faunapassager kan forbedres. Opstemninger og rørlægninger i vandløb og fjernelse af disse spærringer er omfattet af statens vandområdeplaner og kommunens vandhandleplaner og indsatsplaner.

Forbindelseslinjerne sikres gennem retningslinjerne, og de udpeges for at fastholde plante- og dyreliv har bedre mulighed for spredning mellem de enkelte naturområder.

Henvisninger

Links:

Norddjurs Kommune hjemmeside