Størstedelen af Norddjurs’ areal er åbent land, der drives som landbrug eller skovbrug. Der er tale om områder, som ikke er bebygget eller planlagt til bebyggelse.
Det åbne land er den store scene, som Norddjurs’ udvikling skal udspille sig i. Det er her, der skal være plads til erhverv og moderne energianlæg. Det er her, der skal være attraktivt at bo og have et aktivt friluftsliv. Det er her, der skal være spændende og værdifuld natur. Og det er her, turister og andre besøgende skal have lyst til at komme og opleve i ferier og fritid. Der er mange interesser i spil i det åbne land, og de skal spille sammen. I den forbindelse er det vigtigt, at nye muligheder for udvikling skabes uden at ødelægge det grundlag, der i dag gør det åbne land attraktivt for det gode liv, nemlig smukke omgivelser, fred og frisk luft.
Udviklingen i det åbne land reguleres gennem en lang række lovgivninger, for eksempel planloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, miljøbeskyttelsesloven og landbrugsloven.
Større tekniske anlæg er både en forudsætning for og et resultat af det moderne samfund, men kan samtidig betyde store indgreb i natur og landskab. Med nye tekniske muligheder opstår der behov for nye større tekniske anlæg. Opgaven er at sikre en placering med færrest mulige gener for natur, landskab og befolkning og samtidig skabe vækst og sikre den mest optimale udnyttelse.
Det har stor betydning for udviklingen af Norddjurs Kommune, at der skabes en positiv udvikling i landdistrikterne både for dem, der bor der, og for dem, der besøger områderne i fritiden. Norddjurs Kommune vil på den baggrund medvirke til at skabe gode rammer for livet på landet mht. både bosætning, beskæftigelse og erhverv.