Udbyhøj

Udbyhøj ligger på det nordligste punkt i Norddjurs Kommune. Udbyhøj består af en blanding af helårshuse og sommerhuse, som ligger langs Rougsøvej. Byen har 30 ejendomme og cirka 70 beboere, hvoraf en tredjedel bor i sommerhuse.

Der er færgeforbindelse mellem Udbyhøj Syd og Udbyhøj Nord. Færgeforbindelsen, som er en kabelfærge, drives i samarbejde med Randers Kommune.

Ved Udbyhøj findes velbevarede aftegninger af den stjerneskanse, der blev bygget i 1802 i forbindelse med Englandskrigene. Skansen er med i fortegnelsen over bevaringsværdige kulturmiljøer.

Planlægningsmæssige forhold

Udbyhøj er en afgrænset landzonelandsby. Inden for landsbyafgrænsningen er der mulighed for opførelse af enkelte nye boliger og småerhverv, som kan indpasses i byen. Dog under forudsætning af, at der ikke opstår konflikter mellem boligerne og det aktive landbrug.

Ved opførelse af nybyggeri samt om- og tilbygninger skal der tages videst mulige hensyn til eksisterende landsbykvaliteter, herunder beplantning, fællesarealer, vejenes forløb og udformning samt lokale byggetraditioner.