Øen Anholt

Anholt, der ligger midt i Kattegat cirka 45 km fra både Danmark og Sverige, er Skandinaviens mest isolerede ø. Fra øens to høje bakker, Nordbjerg og Sønderbjerg, kan man se vand, så langt øjet rækker. I klart vejr dukker den svenske kystlinje eller Djursland op i horisonten.

Øen har cirka 135 faste beboere og en del sommerhuse. Størstedelen af øen er omfattet af fredning og naturbeskyttelsesinteresser. På grund af dens isolerede beliggenhed har Norddjurs Kommune fokus på de udviklingsmuligheder på øen, der relaterer sig til turisme og øvrigt erhverv for fastboende.

Mål

Kommunalbestyrelsens mål er, at:

  • Anholts særlige natur og naturkvaliteter bevares.
  • Antallet af overnatningsmuligheder øges i form af alternative overnatningsmuligheder.


Redegørelse

Det meste af den 22 km² store ø er omfattet af fredninger og/eller er udpeget som beskyttede naturtyper. Dette har gjort, at øens helt specielle smukke og rå natur er bevaret gennem årene.

"Ørkenen" udgør 85 % af landarealet og består af klitter på hævet havbund. Flere steder mellem klitterne kan man se revlerne fra havbunden. Ørkenen var tidligere dækket af fyrreskov, men overdreven hugst skabte ørkenen, der i dag plejes ved at fjerne genvækst af fyr og gran for at bevare den særegne natur. Ørkenen er den største lavhede i Nordeuropa.

Med sin beliggenhed midt i Kattegat er Anholt Skandinaviens mest isolerede beboede øsamfund. Her er så langt til fastlandet, at beboerne ikke kan pendle til arbejde eller undervisning. Derfor er alle servicefaciliteter til stede på øen i form af børnehave, skole, ældrepleje, posthus, læge og præst. Øens forbindelse til fastlandet foregår via færgefart og med fly. Der er en fast flyforbindelse fra Tune Lufthavn til Anholt og videre til Læsø. Lufthavnen er privatejet.

Der er mulighed for skolegang fra 0. til og med 9. klasse. Herefter foregår den videre skolegang og uddannelse på fastlandet.

Naturbeskyttelse

Det meste af Anholt og havet nordfor er udpeget som Natura 2000-område og er en del af et Natura 2000-netværk, som omfatter beskyttede naturområder i hele EU. Netværket har til formål at beskytte de truede naturtyper, planter, fugle og andre dyrearter, som områderne er udpeget til at beskytte.

Inden for Natura 2000-området skal en række klittyper beskyttes, især er lavfloraen meget unik med mange sjældne og forureningsfølsomme arter. Ved Totten, på Anholts østspids, er der udlagt et reservat for gråsæl og spættet sæl. Især gråsæl er meget sjælden i Danmark og nyder her beskyttelse mod forstyrrende færdsel. Som ét af de få steder i landet yngler den sjældne fugl markpiber i ørkenen. I Flakket yngler en lang række fuglearter, blandt andet flere ternearter. I havet ud for Anholt skal havlevende andefugle som sortand, fløjlsand og edderfugl beskyttes.

Staten udarbejder en Natura 2000-plan for Anholt, som bliver en del af en national Natura 2000-plan. Planen skal ved forskellige tiltag sikre, at de truede naturtyper og arter opnår en gunstig bevaringstilstand.

Ud over at være beskyttet ved Natura 2000 udpegninger er det meste af Anholts natur beskyttet af naturbeskyttelsesloven eller fredninger, der sikrer, at der ikke foretages uhensigtsmæssige ændringer i øens nuværende tilstand.

Sommerhusområder

Der er 190 sommerhuse på øen med planlagt mulighed for opførelse af yderligere ca. 75 sommerhuse. Der er ikke grundlag for at udlægge nye sommerhusområder på Anholt.

Planlægningsmæssige forhold

Anholt by er en landzoneby. Det er vigtigt at udvikle mulighederne for at tiltrække flere gæster til øen. Eksempelvis kan øens særlige naturområde med uberørt natur skabe grundlag for et forum for vidensdeling og forskning om øens geologi, flora og fauna. Det fordrer, at der etableres flere overnatningsmuligheder af typer, som modsvarer det behov, de besøgende på øen har.

I Kommuneplan 2025 er landsbyafgræsningen for Anholt By udvidet, for at skabe få nye byggemuligheder. Udvidelsen er i naturlig forlængelse af landsbyen, mellem landsbyen og et udlagte sommerhusområde. Udvidelsen omfatter også matrikler, som allerede er bebygget. Derudover er der udlagt en ny ramme nord for Anholt By, hvor det bliver muligt at planlægge for tæt-lav boliger. Formålet er at muliggøre ny boligbebyggelse, som kan understøtte helårsbeboelse.  

Områderne ligger i kystnærhedszone, men er ikke synlig fra kysten og påvirker ikke offentlighedens adgang til kysten. Udvidelsen af landsbyen samt den nye rammeudlæg ligger i tilknytning til eksisterende rammer, samt indeholder eksisterende bebyggelse. Anholt er en forholdsvis isoleret ø, som ligger helt inden for kystnærhedszonen, og derfor findes der ikke alternative placeringer uden for kystnærhedszone.  

Rammeområde 8B1

Rammeområde 8B1 Anholt By er beliggende i bevaringsværdigt landskab, kaldet Sønderbjerg, Nordbjerg og Anholt By. Området er altovervejende karakteriseret ved øens særegne landskab, der for Danmark er enestående. Det består af en markant morænebakke, der ved foden er præget af menneskelig aktivitet, herunder by, sommerhuse, infrastruktur og tekniske anlæg. Højeste punkt er Sønderbjerg på 48 m. Nordbjerg i den nordvestlige ende af morænen er på 39 m mens Nordstrand Klit, der udgør det andet nordlige ”hjørne” af bakkeområdet er på 32 m. Bakkeområdet har på alle sider høje stejle skråninger. Samspillet og modsætningsforholdet mellem Ørkenens flade og de markante morænebakker giver en særlig og intens oplevelse af det storslåede og barske landskab på Anholt. Nøglekarakterer, der ønskes bevaret og beskyttet er spektakulære udsigter, markante morænebakker og kontrasten til den flade lavhede (Ørkenen). Langs det vestlige skel gennemskæres rammeområdet af Nordbjergs stejle skråning. Der kan ikke placeres bebyggelse på skråningen, som opleves fri for byggeri i lokalområdet. Derfor kan der – i forbindelse med planlægning for boliger, kun bebygges på det flade areal neden for Nordbjerg, præcis som det er forholdene i dag langs Nordstrandvej. Ny bebyggelse vil derfor være placeret i samme terræn som de eksisterende nabogrunde med bebyggelse. Da ny bebyggelse således placeres i nær tilknytning til – og i forlængelse af - eksisterende byggeri langs Nordstrandvej, har Nord-djurs Kommune vurderet, at landskabets nøglekarakterer, der ønskes bevaret og beskyttet, ikke påvirkes negativt, sløres eller ødelægges. (spektakulære udsigter, markante morænebakker og kontrasten til den flade Ørken) Dette kan verificeres ved eget selvsyn, når man i dag står på Nordbjerg og kigger ud over Ørkenen: eksisterende byggeri langs Nordstrandvej ænses ikke. Det samme gælder oplevelsen af Anholts kystlinje som ligger helt fri og uforstyrret.

Rammeområde 8B1 Anholt By er beliggende i udpegningen geologisk interesseområde, kaldet Anholt. Hele Anholt er udpeget som geologisk interesseområde og er et fornemt eksempel på dannelsen af marint forland i læ af et glaciallandskab. Øen ligger frit eksponeret for alle vind- og bølgeretninger, og dette afspejles i øens udformning som et østvendt, tilspidset strandvoldssystem, som ender i et kilometerlangt undersøisk rev. Strandvoldssystemet er opbygget i flere tempi i forbindelse med landhævningen. Der sker stadig ændringer af især Flakket i nordvest og Østrevet i nordøst. Strandvoldssletten er overlejret af klitter som frit har vandret på tværs af øen under indvirkning af den fremherskende vindretning. De fleste klitter er nu stabiliseret af vegetationen. Norddjurs Kommune har vurderet, at kommende byggeri i rammeområdet ikke vil påvirke de geologiske værdier.


Hele Anholt er udpeget som bevaringsværdigt landskab og geologisk interesseområde, og det har ikke været muligt, at finde alternative placeringer, der ikke ville påvirke de elementer, der ønskes bevaret i udpegningerne.

Rammeområde 8B3

Rammeområde 8B3 Anholt Landsby Nord er beliggende i bevaringsværdigt landskab, kaldet Sønderbjerg, Nord-bjerg og Anholt By. Området er altovervejende karakteriseret ved øens særegne landskab, der for Danmark er enestående. Det består af en markant morænebakke, der ved foden er præget af menneskelig aktivitet, herunder by, sommerhuse, infrastruktur og tekniske anlæg. Højeste punkt er Sønderbjerg på 48 m. Nordbjerg i den nordvestlige ende af morænen er på 39 m mens Nordstrand Klit, der udgør det andet nordlige ”hjørne” af bakkeområdet er på 32 m. Bakkeområdet har på alle sider høje stejle skråninger.
Samspillet og modsætningsforholdet mellem Ørkenens flade og de markante morænebakker giver en særlig og intens oplevelse af det storslåede og barske landskab på Anholt. Nøglekarakterer, der ønskes bevaret og beskyttet er spektakulære udsigter, markante morænebakker og kontrasten til den flade lavhede (Ørkenen).


Langs det vestlige skel gennemskæres rammeområdet af Nordbjergs stejle skråning. Der kan ikke placeres bebyggelse på skråningen, som opleves fri for byggeri i lokalområdet. Derfor kan der – i forbindelse med planlægning for boliger, kun bebygges på det flade areal neden for Nordbjerg, præcis som det er forholdene i dag langs Nordstrandvej. Ny bebyggelse vil derfor være placeret i samme terræn som de eksisterende nabogrunde med bebyggelse. Da ny bebyggelse således placeres i nær tilknytning til – og i forlængelse af - eksisterende byggeri langs Nordstrandvej, har Norddjurs Kommune vurderet, at landskabets nøglekarakterer, der ønskes bevaret og beskyttet, ikke påvirkes negativt, sløres eller ødelægges (spektakulære udsigter, markante morænebakker og kontrasten til den flade Ørken). Dette kan verificeres ved eget selvsyn, når man i dag står på Nordbjerg og kigger ud over Ørkenen: eksisterende byggeri langs Nordstrandvej ænses ikke. Det samme gælder oplevelsen af Anholts kystlinje som ligger helt fri og uforstyrret.

Rammeområde 8B3 Anholt Landsby Nord er beliggende i udpegningen af geologisk interesseområde, kaldet Anholt. Hele Anholt er udpeget som geologisk interesseområde og er et fornemt eksempel på dannelsen af marint forland i læ af et glaciallandskab. Øen ligger frit eksponeret for alle vind- og bølgeretninger, og dette afspejles i øens udformning som et østvendt, tilspidset strandvoldssystem, som ender i et kilometerlangt undersøisk rev. Strandvoldssystemet er opbygget i flere tempi i forbindelse med landhævningen. Der sker stadig ændringer af især Flakket i nordvest og Østrevet i nordøst. Strandvoldssletten er overlejret af klitter som frit har vandret på tværs af øen under indvirkning af den fremherskende vindretning. De fleste klitter er nu stabi-liseret af vegetationen. Norddjurs Kommune har vurderet, at kommende byggeri i rammeområdet ikke vil på-virke de geologiske værdier.
Hele Anholt er udpeget som bevaringsværdigt landskab og geologisk interesseområde, og det har ikke været muligt, at finde alternative placeringer, der ikke ville påvirke de elementer, der ønskes bevaret i udpegningerne.

Henvisninger